Antigua

Søndag d. 5-03-2016  kl. 07:00 sejlede vi fra Deshais på Guadeloupe med kurs mod English Harbour på Antigua. Vi sejlede tidligt for at udnytte et fordelagtigt vejr vindue, der ville give os en frisk find fra Ø indtil kl 16, hvor vinden ville dreje i NØ, hvilket ville give os delvis modvind.

Vi havde en helt fantastisk sejlads, hvor der gik lidt kapsejlads i den, da en masse andre både valgte at sejle på det samme vejrvindue.

Barolo på vej til Antigua. Billedet er taget af den svenske båd Ran

Barolo på vej til Antigua. Billedet er taget af den svenske båd Ran

Vi ankom til English Harbour kl 14, hvor vi smed ankeret i Freemanns bay lige inden for indsejling til English harbour. Her er godt med både, men vi fandt som sædvanlig et lille spot hvor vi kunne presse os ind.

English harbour er en af de smukkeste havne i Caribien og her ligger man side om side med de historiske bygninger fra Lord Nelsons tid og på den anden de mange moderne superyachts, til milioner af dollars.

Efter ankomst sejlede skipper ind til Customs and Immigrations for at checke ind. Her på Antigua må kun skipper forlade båden, mens besætning må blive tilbage og vente på at skipper får afsluttet alle formaliteter. Til forskel fra sidste gang vi var her i 2009, gik processen forholdsvis let, fordi vi denne gang havde udfyldt alle data på nettet via eseaclear.com.

Efter af have overstået alle formaliteter, var vi klar til at gå i land. Samtidig kan vi høre at steelbandet er begyndt at spille på Shirley heights, som hver søndag holder party med rom punch barberque og steelband. Kursen blev sat mod nærmeste dinghy bro i bugten, hvorefter vi gik af en kringlet natursti “Lookout” trail op til Shirley heights. Det blev en virkelig hyggelig aften med masser af musik, mad, godt humør og spandevis af rom punch. Da vi ud på de sene aften timer var klar til at vende tilbage til Barolo, mente vi at det var bedst at tage asfalt vejen ned til English harbour. Her endte vi desværre langt inde i English harbour, hvorfra vi ikke umiddelbart kunne komme ud til English harbour. Vi mødte heldigvis en venlig englænder som ville sejle os ud at hent dinghyen.

Mandag morgen var der stille ret længe, inden de første fandt ud af køjen 🙂

Vi har været rundt at se på de historiske bygninger i English harbour og Heine har fået historie undervisning på Nelsons dockyard museum. Her får man et godt indblik i hvordan English harbour har udvikles sig gennem tiden.

I går havde vi lejet en bil, hvor vi kørte rundt og så de forskellige seværdigheder på Antigua.

Vi besøgte den forblæste østkyst bl.a. Nonsuch bay og Devilsbridge. Herefter kørte vi til hovedstaden St. John, hvor der var store kontraster mellem den flotte polerede Cruiseship dock, med masser af toldfri butikker og den gamle bydel med slidte huse og affald i gaderene. At dømme efter bilparken på Antigua er der ikke mange rigtigt fattige. Sammenlignet med Danamark kører her rigtigt mange store biler rundt, som vi slet ikke får se i Danmark.

Antigua er meget anderledes end de andre øer vi har været på de senest uger, da der her ikke er nær så frodigt og grønt. Det skyldes primært at Antigua ikke har nogle høje bjerge med regnskov, til at “fange” skyerne. Naturen på Antigua minder lidt om at køre rundt ved den danske vestkyst, bortset fra at der er en del grader varmere her.

Torsdag morgen havde vi fornøjelsen af, sammen med alle de andre både i english harbour, at tage imod Chris Bertish, som ankom til English harbour efter at have roet singlehand 93 dage over atlanten. Det er lidt af en præstation at ro alene over at Atlanten i en robåd, der ikke var meget større end vores dinghy. Han havde faktisk stået op og padlet, ligesom på et standup paddle board.

En glad Chris Bertis har passeret målstregen i English Harbour efter 93 dage til søs

En glad Chris Bertish har passeret målstregen i English Harbour efter 93 dage til søs

De sidste dage har der været ret hård vind og store bølger på Atlanten og det ser ud til først at aftage hen over weekenden.

Vi er nu sejlet om på vestsiden af Antigua, hvor vi tog en nat for anker ud for Jolly harbour, her lå vi helt roligt og fik en dejlig rolig nats søvn. De sidste par nætter i Freemans bay havde været lidt urolige 🙂

Her lørdag formiddag d. 11-03-2017 sejlede vi 5 nm nord på for at dykke og snorkle på et vrag i deep bay, men sigtbarheden i vandet var virkelig dårlig, så vi vendte skuden og sejlede tilbage til Jolly Harbour, hvor vi nu ligger i Jolly Harbour Marina.

Her i eftermiddags mødte vi den danske sejler Poul Richard Høj Jensen og hans hustru Sophie, som inviterede på en drink i baren på Marinaen. Det var virkelig hyggeligt at få en snak med en af danmarks tidligere OL stjerner. Poul og hans hustru har et hus her på Antigua, hvor de bor i vinter sæsonen.

Vi sejler videre til Nevis når vi i løbet af i morgen har provianteret og tanket vand.

UA-12793885-2