6. døgn mod Azorerne

Det sidste døgn har stået på “Smooth sailing” da vi har placeret os lige på kanten af et højtryk.
Det betyder meget behageligt sejlads med forholdsvis flat vand og vinden ind fra siden. Det blæser kun mellem 8-12 kn, men vi har kunnet holde et døgnmål på 140 nm, hvilket vi er godt tilfreds med.
De næste dage ser også ud til at give fordelagtige vinde, men der bygger sig et lavtryk op nordvest for os, som vi skal holde lidt øje med.
Vi satser på at holde os sydligt for de kraftigste vinde og glide med vinden op mod Azorene sidst på ugen.

Vi kan virkligt mærke at det er blevet koldere nu. Vand temperaturen er faldet fra 28 til 23 grader, og temperaturen nede i båden er kun 23 gr (den laveste i mindst 6 måneder). Det kan lyde mærkeligt sammenlignet med danske forhold, men vi fryser faktisk. På nattevagterne er de lange bukser og strømperne fundet frem og der er kommet et ekstra tæppe over når der skal soves.

Vores position 14:00 UTC. 28:52.26N 54:35.84W
Afstand St Martin: 792 nm
Rest til Ponta Delgada: 1538 nm