Barolo klar til Azorene

Barolo er nu ved at være klar til at drage ud på vores hidtil længste tur på minimum 2200 nm til Azorene. Turen vil med sandsynlighed blive noget længere da vi måske er nødt til at sejle noget mod nord inden vi drejer af mod Azorene.

Tiden her i St. Martin er gået med indkøb til hjemturen og med at gøre båden klar. Der er lavet service på motoren og vi har indkøbt ekstra diesel dunke, således at vi nu kan medbringe 200 l. ekstra diesel udover de 210 l. vi kan have i tanken.

Grunden til at vi medbringer så meget diesel er at vi vil gå så direkte mod Azorene som muligt, men det medfører sandsynligvis at vi vil komme ind i store områder med vindstille eller meget lette vinde. Men vi vil hellere bruge lidt diesel end risikere at komme op i de kraftige vinde der kan blæse omkring og nord for Bermuda.

På St. Martin har vi også været lidt rundt og se på øen og den anden dag var Pigerne fra Yr og Barolo til Carneval i Philliburg. Det var en stor oplevelse at se det enorme optog.

Vi mangler lidt små indkøb og så skal vi have bunkeret diesel og vand inden vi er helt klar.