Vi ligger stadig vejrfast på st. Martin, her har været masser af vind og regn de sidste dage.

Vi er glade for at vi besluttede at vente på bedre vejr, da en del af de både der er sejlet herfra har rapporteret om mindre skader på bådene grundet det hårde vejr.

 I løbet af dagen har vinden lagt sig og vi er ret sikre på at komme herfra i morgen fredag d. 8 maj.

I går havde vi Christen og Rudi fra Mirna (Elan 40) til middag på Barolo. Det var utroligt hyggeligt og vi hyggede os alle indtil øjnene var ved at være trætte. Mirna forventer at kølen er repareret i morgen og at de kan komme herfra i løbet af weekenden.

I dag har den stået på lidt proviantering og rensning af toilet installation. Vores agterste toilet stoppede i slangen op til holding tanken. Det viste sig at være en større operation og få renset slangen og det endte med at vi måtte skille de hele ad. Det var noget værre SHIT, men nu har vi fået renset både slanger og holding tank, men fy for den.

Besætningen på Barolo føler sig klare til turen mod Azorene og vejrudsigten for de næste 7 dage ser rigtig godt ud. Der er måske en god grund til at man ikke anbefaler at sejle mod europa før midt i maj.

Da vejret ikke viser sig fra sin bedste side i disse dage og da vi ikke ønsker at starte turen med alt for hårdt vejr, så vi valgte at tage endnu en dag her på st. Martin. 

I nat og i løbet af dagen har vi haft en konstant vind på 10-12 m/s og op mod 20 m/s når en squall flyver over os. Vejret lige nu kan bedst sammenlignes med en blæsende dansk efterårsdag, hvor vandet står ned i fede stråler og vinden river i håret (hvis man har noget). Den enseste forskel er at vi har 30 graders varme i luften, så det hjælper da lidt på det.

Der var flere norske både der sejlede herfra idag og det kunne over radioen melde om 25-40 kn vind ( 12-20 m/s) og lidt krappe bølger på 2-3 m. når de kom fri af øerne.
Her i Carribien er vi vandt til Vind og bølger som dette, men det er lidt mere træls når man har dem på hårde bidevind (det giver lune saltvands bade i cockpitet)
Vi kan mærkre at foråret er kommet og de relativt høje dønninger, vi i løbet af vinteren, har haft fra Nord er mere eller mindre forsvundet. De bølger vi har nu er mindre og genereret af de lokale vinde og ikke fra storme i nord atlanten.

Vi håber at der kommer lidt mere ro over det i morgen og vinden stabilisere sig så vi undgår de mange squals der har været idag, for det har været en ret våd fornøjelse.

Nærmere følger i morgen.

Tirsdag d. 5 maj ser det ud til at vejret og vi er klare til turen mod Azorene. De sidste dage er gået med indkøb til turen. Vi forventer at turen tager mellem 14 og 20 dage afhængigt af vejr og vind.

Vores position på atlanterhavet kan sammen med mange af de andre både der sejler mod Azorene ses på følgende side:

http://www.seiltur.no/atlanterhavet/

Positioner på kortet opdateres engang i døgnet.

Vi starter ikke alle samtidigt, nogen er afsejlet, men de fleste forventer at sejle fra st. Martin først på næste uge.

Barolo er nu ved at være klar til at drage ud på vores hidtil længste tur på minimum 2200 nm til Azorene. Turen vil med sandsynlighed blive noget længere da vi måske er nødt til at sejle noget mod nord inden vi drejer af mod Azorene.

Tiden her i St. Martin er gået med indkøb til hjemturen og med at gøre båden klar. Der er lavet service på motoren og vi har indkøbt ekstra diesel dunke, således at vi nu kan medbringe 200 l. ekstra diesel udover de 210 l. vi kan have i tanken.

Grunden til at vi medbringer så meget diesel er at vi vil gå så direkte mod Azorene som muligt, men det medfører sandsynligvis at vi vil komme ind i store områder med vindstille eller meget lette vinde. Men vi vil hellere bruge lidt diesel end risikere at komme op i de kraftige vinde der kan blæse omkring og nord for Bermuda.

På St. Martin har vi også været lidt rundt og se på øen og den anden dag var Pigerne fra Yr og Barolo til Carneval i Philliburg. Det var en stor oplevelse at se det enorme optog.

Vi mangler lidt små indkøb og så skal vi have bunkeret diesel og vand inden vi er helt klar.

De sidste døgns tid her på st. Martin har været lidt mere spændende end normalt. Den anden dag sagde vi farvel til den danske båd Mirna, som afsejlede til Azorene. Lige inden de sejlede var undertegnede ovre og få deres sat. email til at virke, så vi kunne maile lidt til hinanden undervejs.

I går morges var der så email fra Mirna (Elan 40, årg 2002).

I mailen stod der at de tog vand ind og at kølen var løs. Man kunne se køl boltene rokke når båden gyngede i søen. De var på vej tilbage til St. Martin, ca 100 nm igen. De angav position, kurs og fart og oplyste at de ville komme med en ny status hver 5 time.

Da jeg læste mailen var det allerede mere end 5 timer siden deres mail var afsendt og der var kun denne ene email. Jeg sendte en mail til dem og forsøgte at ringe dem op via satellit telefonen. De svarede ikke på vores gentagne opkald, hvilket gjorde os noget urolige.

Efter lidt rådslagning med en anden båd besluttede jeg at kontakte kystvagten for at se om de evt. kunne række dem via deres radiostationer eller skibe. Den franske kystvagt var meget hjælpsomme og forsøgte at kontakte dem.

I mellem tiden modtager jeg en ny email fra Mirna, der oplyser at de er i god behold men at kølen vipper fælt frem og tilbage under skibet. Det tager ikke mere vand ind end de kan pumpe ud, og situationen er under kontrol. Jeg kontakter kystvagten og orientere dem om situationen. Kyst vagten får deres sat nummer og vil stå standby, indtil Mirna er tilbage på st. Martin. Mirna sender flere rapporter i løbet af dagen og kl 03:30 smider de ankeret i Marigot Bay på St. Martin og kl 08:00 kalder det os på Barolo for at høre hvilket værft vi har fundet til dem. Vi er glade for at se dem i god behold og får dem guidet over til værftet, der kan reparere båden.

Vi kommer ombord på Mirna og besigtiger skaderne.

Det viser sig at kølen kun hænger i selve skroget. Bådens skrog er rykket løs fra bund konstruktion, og man kan få en finger ind mellem bundskotterne og skroget. Det ser ret uhyggeligt ud. Selve indfæstningen mellem de tværgående skot og skroget er tydelig vist lavet alt for tyndt. Fiberen er kun omring 3-4 mm tyk og er revet over af vægten fra kølen, der nu kun hænger i skroget.

Manden fra værftet her, mente da også at de var ret heldige at få båden tilbage til st. Martin.

Da båden kommer på land kan man se at kølen er rykket ca 1 cm ud af bunden, Uha…

Der må være basis for en alvorlig snak med Elan værftet.

Det er sådan en situation ingen af os ønsker at komme i, men det var dejligt at besætningen på Mirna stadig var ved godt mod.

Fredag d. 24 april kl.06:30 smed vi ankeret i Marigot bay på st. Martin,
efter 110 nm sejlads fra Norman Island på BVI.
Det var en rigtig bang bang sejlads hvor vi fik banket godt i søen, vi
havde nemlig mellem 7-13 ms modvind hele vejen. Vi motor sejlede med
rebet stor sejl hele vejen.
Vi må nu erkende at vi i løbet af de næste 14 dage må sige farvel til
Carribien for denne gang ….snøft, snøft.


Vi er her på St. Martin for at bunkre proviant og diesel og forventer at
sejle herfra indenfor 14 dage. Vi ligger 20-30 skandinaviske både her
som alle sejler mod azorerne inden for de næste uger. Der arbjedes på at
lave en fælles net opdatering af vores positioner, således at vi alle
kan følges på goolge earth, men mere om det senere.


De næste dage står den på indkøb og service på motoren, hvorefter vi er
ved at være klar til den store tur mod Europa.


Log data:


Trip log: 110.32 nm
GPS tur ialt: 7140 nm
Motor: 929.4 t

Weekenden har vi tilbragt på St. John. Hvor vi fredag lå for moring bøje
først i cannel Bay også i Hawknes bay på den nordøstlige side af St.
John. Det meste af st. John er natur reservat, hvor det er forbudt at
ankre. Men der er udlagt masser at moring bøjer, som man kan benytte.
Der står det koster 15 USD at benytte dem, men vi har aldrig fået besøg
af nogen der ville have penge.


I løbet af natten kom der noget swell fra nord, så vi rullede lidt da vi
stod op morgenen. Derfor valgt vi at sejle til Francis Bay, 20 min
sejlads mod vest. Francis bay har en super dejlig sandsstrand, som de
fleste af bugter på St. John.


Vi tog dinghyen ind på strand og spadserede en god tur til ruinerne af
den tidligere danske sukker plantage “Anna berg”. Det var spændende at
se hvordan man udvant sukker dengang. Dels var der en sukker mølle
trukket af heste og en vindmølle til at kværne sukkerrørerne. Alt det
menneskelige arbjede blev udført af slaver, styret at danskere. Det var
mærkligt at tænke på at vi civilicerede danskere også har haft slaver
engang.
På st. John er der en del ruiner af gamle danske plantage ejendomme.


Mandag formiddag checked vi udfra US Virgin, for at sejle til BVI hvor
vi hade aftalt at mødes med Amor fati.

De sidste par dage har vi brugt på sightseeing og shopping i Charlotte Amalie på St. Thomas. Charlotte Amalie er hoved staden på de dansk vestindiske øer (US Virgin Islands). Navnet kommer i øvrigt fra en dansk dronning.

Selv om Charlotte Amalie er en turist by med flere millioner årlige besøgene fra de mange krydstogtskibe der anløber hver dag, så har det været spændende at spadsere rundt i byen, hvor de fleste gade navne er danske (Se billeder). Det ses tydeligt at de gamle huse fra kollonni tiden er danske. De er  bygget af danske mursten, der blev fragtet herover som ballast i de mange fragtskibe der anløb fra Danmark.

Når man går rundt herovre føler man sig særlig velkomne, specielt når folk hører at vi kommer fra Danmark. Vi havde hørt at US Customs kunne været ret skrappe, men de har indtil nu været de venligste toldere vi har mødt, det var ligefrem svært at komme ud fra kontoret, fordi de blev ved med at snakke.

Man kan godt ærgre sig over at den danske regering og befolkning i 1917, valgte at sælge de dansk vestindiske øer til USA, endda for små 25 millioner USD. Det var jo faktisk den danske befolkning der valgte at sælge, da salget af øerne var i folkeafstemning. Den første folkeafstemning i Danmark hvor kvinder havde ret til at stemme. Nogen siger at det får man ud af at kvinderne fik stemmeret !

Amerikanerne her spøger da også med at vi kan købe øerene tilbage, men for en noget anden pris…

De næste dage vil vi være på St. John (St. Jan) hvorefter turen enten går til St. Martin eller måske til St. Croix.

Vi har i morgen (16-04-2009) været på BVI i 30 dage, der er det tidrum
som man får lov til at opholde sig på BVI. Vi havde ikke lyst til at
sejle her fra endnu, men vi havde heller ikke lyst til at betale de 200
USD det koster at få en forlængelse af vores ophold på BVI.

Vi kunne vælge at sejle tilbage til St. Martin og vente der i 3 uger
inden vi sejler mod europa igen, vi kunne også forsøge at komme til US
Virgin Islands !!!

Igår mødte vi så en dansker i Road Harbour, han var kommet til at sejle
til St. Thomas uden Visum, hvilket ikke var smart, da de ikke ville
lukke ham ind. Men US Customs and Immigration på St. Thomas fortalte ham
at han skulle sejle til Tortola og så tage færgen over til St. Thomas
hvor han så fik en VISA Vaiver (grønt kort) af færge selskabet, som han
skulle udfylde og aflevere når han ankom med færgen til St. Thomas. Når
så US Customs og Immigration havde checket ham ind, kun han tage færgen
tilbage også sejle til St. Thomas i hans egen båd efterfølgende.

Der er ikke langt fra tanke til handling på Barolo, så i formiddags tog
vi færgen fra Road Town, Tortola til Charlotte Amalia, St. Thomas.
Det kostede 245 USD incl. tax for en retur billet for alle 5. Vi fik den
grønne VISA Vaiver, som vi udfyldte en for hver person.
Da vi ankom til Charlotte Amalia blev alle der ikke havde US pas kaldt
frem en efter en. Da det blev vores tur, gik vi alle til skranken hvor
den flinke tolder klarede indcheckningen smerte frit Helle, Henriette og
jeg fik scannet finger aftryk og blev fotograferet, hvorefter
formaliteterne var overstået. Heine og Heidi var dog lidt skuffede over
at det var for unge til at få scannet finger aftryk.
Jeg forklarede tolderen at vi var kommet hertil for at få den grønne
Visa Vaiver, for derefter at tage færge tilbage til Tortola også sejle
hertil i vores egen båd. Han kunne bekræfte at det var helt OK og vi nu
var velkomne til US Virgin Islands også i vores egen båd.
Derefter var din ind i færgen igen hvorefter det gik retur til Tortola.
Vi tog med færgen kl 09:45 og var tilbage i Road Town kl 14:00.

Vi checkede ud på BVI med det samme. hvorefter vi straks satte kursen
mod Charlotte Amalie. Vi valgte dog at ankre for natten ca. 10 nm før
Charlotte Amalie, i bugten Caneel Bay, på St. John.
Da vi havde ankret op, opfagede vi at den norske armada også lå her,
Tempest, Las Primas, Rattata og Saga Tipa.
I morgen sejler vi så til Charlotte Amalie for at checke ind endnu
engang, men denne gang fra egen båd.

Ovenstående procedure for at komme til US Virgin i egen båd er fuldt
lovligt og er billigere og nemmere end at få visum hjemme fra. I
hvertfald hvis man kommer fra Jylland. Pris i dk: Visum 600 dkk/person +
rejse til københavn, Her 1400 dkk for 5 personer.

Visumet er begrænset til 3 måneder, men hvis det alligevel kun er US
Virgin man vil besøge, så rækker det fint.
Både US Embassy og langturssejlerne FTLF har fortalt os at det ikke
kunne lade sig gøre på den måde som beskrevet ovenfor, men det kan det
alså.

Så blev det endelig fredag og skipper skulle på vrag dyk for første gang, og var selvfølgelig spændt. Dels var det første gang at jeg skulle dykke på et vrag og desuden det dybeste dyk indtil nu.

Lidt om RMS Rhone:

Royal Mail Ship Rhone blev bygget i 1865 på Millwall Iron Works i Southamton og var et at de første stålskibe der både havde sejl og dampmaskine. RMS Rhone var 310 ft (94 m) lang og  40 ft (12 m) bred og var udstyret med 2 master. Skibet var det ene af de 2 skibe der var kategoriseret som ”synke fri” af British Royal navy, det andet skib var Titanic. Efter sit første togt til Brasilien hvor RMS Rhone klarede flere hårde storme, blev hun sat i rute mellem UK og vest indien.

RMS Rhone var en klar favorit blandt rejsende, grundet hendes høje rejse fart på 14 kn. Der var plads til 253 første klasse,  30 anden klasse og 30 tredje klasse passagerer.

RMS Rhones forlis:

Den 19 oktober 1867 var RMS Rhone ankret op langskibs med RMS Conway i Great Harbour på Peter Island, for at bunkre kul. Den oprindelig kulstation var flyttet fra den danske st. Thomas til Peter Island p.g.a. Gul feber på St. Thomas.

Kaptajn Robert F. Wooley var en smule bekymret for den faldende barometer stand og de mørke skyer der trak ind over skibet, men da det var oktober og orkan sæsonen burde være overstået blev skibet liggende i Great Harbour. Halvdelen af stormen passerede begge skibe uden nævneværdige skader, men kaptajnerne på begge skibe var bekymret for skibene når stormen vendte tilbage fra den modsatte retning efter at stormens øje havde placeret dem. Det ville nemlig kaste skibene på land i bugten på Peter Island. Derfor besluttede de at flytte alle passagerer fra Convay til den synke fri Rhone. Conway sejlede derefter mod læ i Road Harbour, Tortola ca. 6 nm på fra Peter Island og Rhone besluttede sig for at søg ud på åbnet hav. Som det var praksis dengang blev alle passagerer bundet fast til deres køjer, for at skåne dem mod skader i den hårde sø.

 Conway kom afsted før Rhone, men blev ramt af det sidste af stormen og blev kastet på land på den sydlige del af Tortola og alle ombord blev dræbt.

I mellem tiden kæmpede the Rhone med at få sit enorme anker op, men det viste sig umuligt da kæden var fanget mellem nogle klipper. Kaptajnen gav til sidst ordre til at kappe kæden, for så at komme tilbage senere og samle ankeret op. Ankeret ligger i dag stadig på bunden af Great harbour på Peter Island.

Rhone satte nu kurs mod åbent hav og kaptajnen satte kurs ud mellem Salt Island og Death man Island. En sikker rute hvor han kom godt fri af Blond Rock der er et undervandsskær mellem øerne.

Netop som Rhone er ved at passere Black Rock Point på Salt Island (230 m fra sikkerheden på åbent hav), bliver Rhone ramt af Orkanen (kat. 5) der nu kommer fra den modsatte side. Dette kaster Rhone ind på Black Rock Point hvor skibet bliver delt i to og damp kedlerne eksplodere og flår den agterste del af skibet i stykker. Kun 23 af de 146 mennesker ombord overlever forliset.

 Tilbage til dykket på Rhone.

Kl. ca 8:30 ankom dykkerbåden fra Sail Carribien Divers til Dead man bay, og Heidi sørgede for at levere mig ved dykkerbåden, så vi var fri for at få den op på siden af Barolo.

Vi sejlede straks de få sømil ud til vraget af Rhone hvor dykkerlederen instruerede os om det første dyk, der var på stævnen af Rhone, der er den dybeste del.

Derefter var det i vandet, og direkte ned til stævnen. Vi dykkede rundt om vraget og afsluttede med at svømme ind gennem det. Største dybde var 79 fod (26 m), dykkertid 29 min.

Efter første dyk flyttede dykker båden til en bøje ved hækken af Rhone. Vi skulle være på overfladen 1:15 inden vi kunne fortage næste dyk, i mellem tiden blev der serveret forfriskninger.

Dykker lederen gennemgik dykket på den bageste del af Rhone. Den bageste del af Rhone er noget mere medtaget en den forreste del, da de eksploderede dampkedler befandt sig bagest i skibet.

Men det var stadigt utroligt spændende. Vi startede med at se en del af kabyssen hvor der stadig er klinker på gulvet. Vi kom også forbi, de man siger er kaptajnens sølvske, en ske der sider fast på vraget. Derefter var turen kommet til ”lucky porthole” der er et messing koøje, hvor alle dykkere svømmere forbi og ønsker noget mens man gnider fingerne på messing koøjet. Derfor er det også helt blankt.

Nu kom vi til gearkassen og skrue akslen, hvor vi svømmede gennem vraget fra hullet i skruen til en udgang længere henne i skroget. Derefter var dykket slut.

Største dybde 66 ft (22 m), 40 min.

Et fantastisk dyk, der kun kan anbefales.